Manifest (Jeg taler for min forskel)

I denne uge har vi på flere måder været konfronteret med genkomst. Sidste uge læste vi ugebrev #102 højt i levende live i Astrid Noacks Atelier og publicerede altså ikke brevet her på siden, som vi plejer. Sådan skulle det også have forblevet. Et gammelt spøgelse, som vi ellers var kommet frem til at have begravet, er imidlertid lidt uventet dukket op for nogle af os i denne uge. Faktisk på så levende vis, at vi nu føler os bevæget til at sige os selv imod og tænke videre.

I denne uge bringer vi derfor – for første gang – en genganger. Vi bringer nu den selv samme tekst, som vi læste op i fællesskab – Pedro Lemebels stærke intervention i en kommunistisk forsamling i Chile fra 1986 – blot med endnu en introduktion. Sidste uges introduktion følger som efterord.

Vi sagde i sidste uge, at “ venstrefløjen – eller utopien om en samlet venstrefløj – er fraværende”, som om den universalistiske kommunistiske bevægelse, en forestillet unison venstrefløj ikke fandtes i dag. På den måde kunne det måske, ret uheldigt, fremstå som om, at vi ikke mente at Lemebels henvendelse var lige så vedkommende den dag i dag. Eller i hvert fald, at vi ikke kunne ”gentage” hans intervention i det rum, vi læste op i, med det publikum, vi læste op for.

Men i denne uge er den forestillede venstrefløj blevet aktuel for os på en anden måde. Pludselig ser vi den for os i vores virkelighed. Findes den så? Eller ser vi spøgelser? Den findes i hvert fald nok til, at vi kan mærke den, vi mærker ubehaget ved ikke at passe ind i dens påståede enhed. Dens spøgelse påvirker os, nu og her, men er det bare en efterdønning, der gør at vi føler noget, der maser sig på, skurrer. Er vi i gang med at projicere? Den er spøgelsesagtig for os, fordi den ikke er kødligt til stede i verden på samme måde, som den forsamling, som Lemebel stillede sig op over for og kunne se i øjnene. Snarere er den en række forestillinger, som vi konfronteres med til daglig, og som vi tydeligt mærker effekterne af, som et affektivt faktum. Hvor skulle vi gå hen for at tale til denne venstrefløj? På væsensforskellig vis deler vi en utilpashed, som vi ikke ved, hvad vi stiller op med.

Manifest (Jeg taler for min forskel)


Jeg er ikke Pasolini der beder om forklaringer

Jeg er ikke Ginsberg udvist fra Cuba

Jeg er ikke bøsse forklædt som poet

Jeg har ikke brug for forklædning

Her er mit ansigt

Jeg taler for min forskel

Forsvarer det jeg er

Og jeg er ikke så særlig

Jeg væmmes over uretten

Og mistror den demokratiske folkedans

Men tal ikke til mig om proletariatet

For at være fattig og homo er endnu værre

Man må være skarp for at kunne klare det

Det er at gå i en bue uden om de små machoer på hjørnet

Det er en far der hader dig

Fordi hans søn svanser rundt i høje hæle

Det er at have en mor hvis hænder er ødelagt af klor

Ældet af husarbejdet

Som vugger dig som en syg

Af uvane

Af uheld

Som diktaturet

Værre end diktaturet

For diktaturet går over

Og så kommer demokratiet

Og socialismen med det samme

Og hvad så?

Hvad stiller I så op med os kammerat?

Binder I os sammen i bundter ved fletningerne

Og sender os af sted til en cubansk AIDS-anstalt?

Sætter I os på et eller andet tog der intet sted skal hen

Som general Ibáñez’ båd

Hvor vi lærte at svømme

Men ingen nåede kysten

Det var derfor Valparaíso slukkede sine røde lamper

Det var derfor horehusene

Bød en sort tåre

Til de queers som krabberne åd

Det år som menneskerettighedskomitéen ikke husker

Derfor kammerat spørger jeg dig

Findes det stadig, det tog til Sibirien

fra de reaktionæres propaganda?

Det tog der passerer hen over dine øjne

Når min stemme bliver for lys

Og hvad med dig?

Hvad vil du stille op med de minder fra din barndom hvor vi spillede den af på hinanden, blandt andet, på en ferie til Cartagena?

Vil fremtiden være sort og hvid?

Nattetid og arbejdsdag uden noget derimellem?

Vil der ikke stå en homo på et eller andet hjørne og gøre fremtiden usikker for dit ny menneske?

Vil I lade os brodere fugle på det frie fædrelands flag?

Geværet overlader jeg til dig

Du som har koldt blod

Og det er ikke af frygt

Frygten endte med at gå over

Efter at have undveget knivstik

I de seksuelle kælderrum jeg opsøgte

Og føl dig ikke forulempet

Når jeg taler om disse ting

Og stirrer på din bule

Jeg er ikke nogen hykler

Får en kvindes barm ikke også dig

til at sænke blikket?

Tror du ikke også,

hvis vi nu var alene på sierraen,

at der ville ske noget imellem os?

Selvom du ville hade mig bagefter

For at korrumpere din revolutionære moral

Er du bange for at livet skal homoseksualiseres?

Og jeg taler ikke om at give den eller at tage den

Eller kun om at give og at tage

Jeg taler om ømhed kammerat

Du ved slet ikke

Hvad det kræver at finde kærlighed

Under de her vilkår

Du ved slet ikke

Hvad det vil sige at bære denne spedalskhed

Folk holder afstand

Folk forstår det og siger:

Han er homo men han skriver godt

Han er homo men en god ven

Fedt nok

Jeg har det ikke fedt

Jeg tager verden som den er

Uden at forlange at den er fed nok

Men alligevel ler I

Jeg bærer ar fra den latter på min ryg

Du tror at jeg tænker med røven

Og at jeg ved første torturforhør hos CNI

Ville røbe alt

Du ved slet ikke at mandighed

Den lærte jeg aldrig på kasernen

Min mandighed har jeg lært af natten

Bag ved en lygtepæl

Den mandighed som du praler af

Blev tvunget ind i dig i regimentet

En menig morder

Ligesom dem der stadig er ved magten

Min mandighed fik jeg ikke af partiet

For I fejede mig bort med jeres smålatter

Mange gange

Min mandighed lærte jeg ved

At tage del i alt der var hårdt i de år

Og I griner af min bøssede stemme

Og råber: Lad det falde, lad det falde

Og selv om du råber som en mand

Har du ikke kunnet få ham til at gå af

Min mandighed var min knebel

Det var ikke at tage på stadium

For at komme op at slås for Colo Colo

Fodbold er en anden fordækt homoseksualitet

Ligesom boksning, politik og vin

Min mandighed var at bide hånen i mig

Sluge vreden for ikke at slå allesammen ihjel

Min mandighed var at acceptere mig selv som anderledes

Det er meget sværere at være kujon

Jeg vender ikke den anden kind til

Jeg viser dem røven kammerat

Og det er min hævn

Min mandighed venter tålmodigt på

At machoerne skal blive ældre

For vi er nu nået så langt i spillet

At venstrefløjen sælger sin flade røv

I parlamentet

Min mandighed var vanskelig

Det er derfor jeg ikke stiger på det tog

Uden at vide hvor det skal hen

Jeg ændrer mig ikke for marxismens skyld

Som så mange gange har fejet mig til side

Jeg behøver ikke ændre mig

Jeg er mere subversiv end I er

Jeg ændrer mig ikke bare

På grund af de fattige og de rige

Find en anden hund at lokke med det kødben

Heller ikke fordi kapitalismen er uretfærdig

I New York kan homoer gå og kysse på gaden

Men det vil jeg nu overlade til dig

Som det interesserer så meget

At revolutionen ikke skal rådne helt op

Til dig har jeg dette budskab

Og det er ikke til mig selv

Jeg er gammel

Og din utopi er for kommende generationer

Der er så mange børn der vil blive født

Med en knækket vinge

Og jeg ønsker bare at de skal flyve kammerat

At din revolution

Skal give dem et stykke af den røde himmel

Så de kan flyve.

Efterskrift (introduktion til ugebrev #102):


Digtet – eller manifestet – vi snart skal læse for jer, fandt oprindeligt sted som en politisk intervention. Det blev fremført – i høje hæle og med hammer og segl malet fra mundvigen op langs venstre kind for at ingen skulle være i tvivl – til et træf i venstrekoalitionen Unidad Popular (som rummede stort set hele venstrefløjen i Chile) i Santiago de Chile, september 1986.

For digtets forfatter, Pablo Lemebel, var Manifestet en stridshest. "Jeg læser det altid offentligt op, og af og til med Internationalen spillende i baggrunden. Der er også et citat fra det Kommunistiske Manifest, men mit Homoseksuelle Manifest krævede - og kræver - en slags værdighed inden for den chilenske venstrefløj” sagde han engang i et interview. Lemebel døde af strubekræft, 23. januar 2015.

I dag læser vi, i Lemebels ånd, ugens ugebrev, der ikke er blevet publiceret online. Derimod har vi publiceret et billede, sammen med en invitation til denne læsning. Billedet er taget i Chile, under opstanden 2019, hvor en masse statuer blev hevet ned eller malet over til nye mindesmærker. Her er det en buste af en konservativ politiker som er blevet defigureret og på plinten erstattet af en buste af Lemebel i papmaché. Dér står han altså nu – værdigt.

Vi læser manifestet op i dag, ikke for nogen forenet folkefront, men for kammerater – og altså ikke med samme anklage i henvendelsen. Det er svært for os at forestille os at gøre en lignende intervention nu, at tale ind i og imod en forenet bevægelse som vi skulle føle os knyttet til. Venstrefløjen – eller utopien om en samlet venstrefløj – er fraværende. Vores henvendelse må på den måde være til manifestet selv.

Vi talte i sidste uge om venner og kammerater. Kammerater talte vi om som dem, vi deler kampe med, dem der har vores ryg, også selv om vi ikke deler liv, etik eller politisk ståsted – dem vi stoler på ikke vil kaste os overbord, når bølgerne går højt. Lemebels intervention er en kæp i hjulet på den venstrefløj, der skulle forestille at være kammerater, men som har været villige til at ofre utallige som ham for den kamp, de selv var knyttet til. Han udpeger kammeratskabets grænser – viser, hvordan et unisont fællesskab kan blive voldeligt i sin frygt for forskel, eller sit ønske om at inkludere alt det, der skiller sig ud.

Venstrefløjen er fraværende her i dag, men det er som om vi stadig lever i en drøm om en kommende koalition af forskelle. Vi er alle godt klar over, at de kræfter, som i dag har overtaget stafetten fra det 20. århundredes revolutionære bevægelser, er præget af store interne forskelle – men er det uopnåelige ideal om en enhedsfront ikke stadig levende i dag i vores politiske fantasier? Selvom man taler antikolonialismen efter munden i en kritik, og selvom man prøver at undergrave det universelle subjekt, dét ene revolutionære subjekt, så hjemsøges vi stadig af drømmen om en platform, en bred alliance, en broget koalition, der kan rumme samtlige forskelle. Også dén drøm trænger måske til at høre dette digt.

Ja, og også i dag findes der meget ængstelse over afvisningen af enhed på venstrefløjen. Tænk f.eks. alle dem der anklager Nørrebro Pride for at skabe raceadskillelse! Samme angst som opstår næsten hver gang nogen claimer bare det mindste, kortvarige separatistiske rum, især når det er racialiserede mennesker der står bag; igen og igen samme spøgelser; identitetspoliti og totalitarisme.

Det kan være svært at lægge håbet om en "altinkluderende bevægelse" fra sig, selv om vi har tusind eksempler på dets bagside. Tag eksempelvis World Pride's slogan i 2021: you are included. Men det er som om, der er en tærskel, som man må overskride for at kunne inkluderes: Man må identificere sig selv, træde frem som et selv, for så kun derefter at kunne indgå i koalitioner med andre, som er sig selv. Det er den demokratiske forestilling om, at når vi først inkluderer mange nok, når vi først har samlet alle forskelle under samme paraply, når først vi kan sige, at vi ikke "ekskluderer nogen", at først da kan vi tage vores egen magt på os.

Det er ikke fordi Lemebel prøver at overbevise koalitionen om at inkludere bredere; om også, ud over den proletariske basis, at inkludere homoer, afvigere, osv. Tværtimod er det selve idéen om en samlet front han angriber. Han beder ikke om at blive mobiliseret i deres kamp. Det er som om han siger: "I ved ikke engang hvem det er I mobiliserer, de proletarer I mobiliserer, er ikke dem der I tror de er; jeg kender dem bedre end I gør, for jeg har været med dem i det som var hårdest og det som var ømmest.

Måske den her koalitionstanken, hvor vi alle skal organisere os i hver vores specifikke forskel, i vores identiteter og derfra forbinde os op større forbindelser – "sammen hver for sig" – faktisk tjener til at udelukke den tænkning og de erfaringer som slår sprækkker i vores billede af os selv, vores forståelse af hvad vores egne interesser er, eller med hvem vi tror vi er sammen i kampen. Dermed får vi sværere ved at gå til angreb på de virkelige omstændigheder der gør os til dem vi er.

Ligesom forestillingen om enighed afviser Lemebel også idéen om tidslig progression: Selv efter revolutionen står der stadig en homo på hjørnet og gør fremtiden usikker for det ny menneske. De revolutionære mænd Lemebel taler til, er bange for, at han skal få revolutionen til at rådne op indefra. "Jeg taler ikke om at give den eller den", siger han – det er også en afvisning af en kedelig butch/femme-dialektik. I stedet taler han om en ømhed, helt imod den macho-diskurs, som har præget mange revolutionære bevægelser. Det forstår vi også som en slags feminisme, sådan at tale om og åbne for den forskellighed som skal have lov til at destabilisere det revolutionære projekt. Vi tænker, at dét er nødvendigt for at undgå den voldelige konformisme, som idéen om et specifikt revolutionært subjekt kan udøve. Samtidig spørger vi os selv, om det nødvendige brud med enheden kan finde sted på kammeratskabets niveau, eller om vi er nødt til at finde en anden nærhed, i venskab, f.eks.

"Riv ned min røde himmel" – det er det vi egentlig håber at vores kammerat skal sige til os. Men er vi så ikke allerede venner, netop når vi giver hinanden lov til at gøre os utrygge, at slå vores verdener ud af kurs? Det er ikke sikkert at kammeratskabet formår det. Måske er det det Lemebel prøver at sige til sine kommunistvenner, til de "kammerater," han holder ud i strakt arm: I er organiseret omkring kammeratskab, men derfor udelukker I alle dem som ville rokke ved jeres politiske grundlag og jeres billede af jer selv; I udelukker jeres eget begær og sanselighed; I udelukker jeres egne venner; og jeg bliver vel nok den første.

Lemebel peger på den sensibilitet, det begær, som det statssocialistiske projekt ikke kan rumme, og som hver af dets parter så er nødt til at kontrollere og holde skjult fra det politiske fællesskab. Han understreger hvordan dette begær er en nødvendig destabilisator mellem begærsfulde forhold, venskaber og kammeratskaber, som Lemebel mener ikke kan enes; ikke kan rumme hinanden fuldt. Han skriver altså igennem en helt anden revolutionær bevidsthed end den, der prægede Chile og Sydamerika i 80'erne, og stadig har sin gang på jord her i dag. En sanselig, erotisk bevidsthed om alle de ting, som er gået tabt i kampen, om alle dem, som ikke nåede den fjerne kyst, men som alligevel er til stede, i hans figur, trods alt. Og at mens det revolutionære tog kører mod sin endestation, så vil han og den forskel han står for, blive stående på perronen, i det dunkle skær bag en lygtepæl.

Vi spørger os selv hvilket pronomen Lemebel ville bruge i dag. Han var og blev ved at være en diva i chilensk offentlighed, en queen, en viis gammel kvinde for den nye generation, men samtidig er der i digtet et ærinde med mandighed: kategorien mand er ikke én han giver slip på eller forlader. Inden for det socialistiske projekt står den mand han er, i modsætning til mandighed som sådan, som en punktering af kønnet indefra, lidt ligesom han punkterer den fællesfront, han intervenerer i. Selv om det ville være skrevet i et andet sprog i dag, så er det stadig hvad vi forstår som en queer mandlighed, én der opstår igennem hans modstandspraksis, en der grunder i smertefulde erfaringer, alt det han tager med sig op på scenen, når han læser digtet højt, det hårde fra barndommen og ungdomsårene. "Min mandlighed var at acceptere mig selv som anderledes", siger han, og samtidig forstår vi, at det ikke var noget særligt at være anderledes, ikke noget ualmindeligt, tværtimod, det er aldrig bare mig. Der er ikke rigtig noget 'vi' i Lemebels tekst - andet end det 'vi' han taler til – men der er et 'jeg' som ikke bare er hans; som så tydeligt er flere end én, som en slags undtagelse fra vi'et. Samtidig taler han også til en queerness i henvendelsens 'du', som den anden hele tiden må lægge låg på for at blive ved at være sig selv: "Tror du ikke også der ville ske noget imellem os, hvis vi var alene?"

Fællesskabet, viser det sig, hører til i de kommende generationer, de queer børn som, ikke er født endnu. Han selv er for gammel, siger han, også selvom han ikke kan have været mere end 34-35 i '86. Men under AIDS-epidemien i 80'erne var der også mange, der ikke blev gamle.

Vi tænker på, hvem der vil være plads til i det kommende fællesskab. Om der f.eks ville være plads til hans mor. Moren repræsenterer i digtet en form for omsorg, men er på en måde også alt for ødelagt til at kunne give den omsorg, for træt af arbejdet til at være til stede med det barn hun vugger, så det ender helt søsygt, for sådan er det at være fattig og være homo, det er uheldet og den dårlige vane, man ikke kan lægge fra sig.

Men når Lemebel taler om den sygdom han vugges ind i, den sygdom som homoseksualiteten blev set som, så sker det også i en tid, hvor kammerater og elskere med AIDS blev skibet ud til Cuba for medicinsk behandling: For at opnå den sundhedspleje man behøvede, måtte man acceptere at komme under behandling af et system som byggede på en machoid, guevaristisk socialisme, der indespærrede HIV-positive på ubestemt tid på sanatorier ude på landet.

Og sådan kommer vi også til at tænke, at moderfiguren i digtet også kan forstås som det statssocialistiske, socialdemokratiske, racebiologiske velfærdssystem, hvis omsorg er betinget af en diagnose; hvor man kun er inkluderet som syg eller som den forskel, man repræsenterer. Som når vi f.eks. bliver tokeniseret, læst og tildelt en speciel opmærksomhed på baggrund af en identitetskategori. Det er en slags hyperopmærksomhed, som vi føler ubehag ved, samtidig med at vi godt er klar over, at denne opmærksomhed rummer en anerkendelse; og at denne anerkendelse kun er blevet institutionaliseret og gjort almindelig efter mange årtiers queer kamp, som vi nu står på skuldrene af. Men antagonismen lever videre neden under de gode intentioner, i den nagende følelse af, at alle omkring én stadig oplever en akavethed, altid er på dupperne, forsigtige.

I Chile skriver en gruppe af "repræsenterede grupper" lige nu den første nye konstitution efter Pinochet. Det er lige nemt at læse som en sejr for og en besejring af den opstand i 2019 og frem, som ugens billede stammer fra. Lemebel taler for os at høre direkte til en sådan revolutionsforestilling, hvor man forsøger at etablere sig selv som magt; en indstiftelse som nødvendigvis forudsætter en massiv eksklusion. Slutningen af digtet, hvor han siger, "jeg ønsker bare at de skal flyve, kammerat," kan lyde trist, som om han fornemmer, at revolutionen aldrig bliver hans, og at alt han kan ønske, er at den bliver mere rummelig, at den bryder fragmenter af sin røde himmel af til de kommende queers. Vi kan spørge os selv, om vi der er her, lever i et sådant fragment; stadig så fjernt fra himlen, men trods alt ikke "ædt af krabberne på havets bund"?

Det er som om Lemebel ender med at være meget alene. Men, siger han jo flere gange, det er han ikke den eneste der er. Mere end en resignation er det måske et forsøg på at åbne hans kammeraters forestilling om, hvad en politisk sejr kunne være for noget, åbne den mod andre muligheder, hvor magten ikke behøver indstiftes, hvor lederne, når de først er faldet, ikke behøver blive byttet ud med nye.