I aften bringer vi anden del af den syriske lære. En gruppe syrere i eksil, deler deres krigserfaring, med henblik på at kunne bruge det til at tage stilling til krigen i Ukraine. Vi finder det særligt vigtigt i denne tid at rette vores lyttende øre mod en levet erfaring.
Teksten sætter flere tanker i gang hos os, særligt på forholdet mellem opstande og statspolitik. Vi tænker at en teori må opfange, både hvad de forskellige opstande muliggør af fortolkninger og hvad den store omlægning af menneskets kønsfundering indebærer. Da statspolitik til og med er uden filosofisk selvindsigt, så skal denne fangeraktivitet foregå mere eller mindre underjordisk. Det nye er, at det underjordiske ikke længere er hemmeligt, men blot utilgængeligt for medier og stater, fordi disse institutioners gensidige henvisninger formindsker gennemskueligheden af de afgørende begivenheder. På den måde er Putins angreb på Ukraine en gave til det fastlåste mønster mellem medier og stater. Denne krig har genindført realitetsprincippet i Vestens politiske hverdag uden at rokke synderligt ved andre institutioner end de radikale tilhængere af statsracisme (her: Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti) og statskapitalisme (her: Enhedslisten): Statsracisterne må gå ind for hjælp til flygtninge, mens statskapitalisterne må acceptere, at det militære beredskab løsgøres fra nationalstatens kommando.
Men vanskeligheden udgøres ikke af vidnesbyrdene fra de bombede byer i Ukraine eller fra flygtningestrømmene derfra, de udgøres af sammenføjningerne mellem bevidsthedsniveauer og daglige erfaringer på planeten. Ingen kan være i tvivl om, at kinesisk, russisk og iransk totalitarisme først og fremmest skal afholde befolkningerne i de tre lande fra enhver bevægelse i retning af selvindsigt. Dvs. at tvivl og forståelse må undgås for enhver pris. Og skal der foregå videnskabelig kritik eller historieskrivning, så må det kun ske inden for i forvejen tilrettelagte emner. At totalitarisme og løgn hænger sammen på en meget tydelig måde kan konstateres hver dag, når der oversættes fra russiske eller kinesiske statsmedier. Og dem spejler de vestlige medier og stater sig så i. Den vestlige billedafhængighed af totalitarismen indebærer imidlertid ikke, at de vestlige medier og stater er ansvarlige for de ulykker, staterne i Rusland, Kina og Iran påfører deres befolkninger.
6 – Alle imperialismer må bekæmpes!
“Lejrtænkning”, som er en doktrin fra en anden tid og under den kolde krig bestod i for enhver pris at støtte Sovjetunionen over for de kapitalistiske og imperialistiske stater, kan endnu i dag tilskynde en del af den radikale venstrefløj til at støtte Putins Rusland i Ukraine eller til at relativisere den krig, der foregår. Akkurat som den gjorde i Syrien, så benytter den det påskud, at de russiske og syriske regimer skulle legemliggøre en kamp mod vestlig imperialisme. Desværre må en sådan fordomsfuld antiimperialisme, der i al væsentlighed kun er teoretisk, give afkald på at indse imperialismen hos andre aktører end Vesten. Det er ikke desto mindre den betegnelse, vi må give de handlinger, der i årevis er blevet udført af de russiske, kinesiske og endda iranske regimer: Det sker ved at fratage lokalbefolkninger deres selvbestemmelse for at udvide regimernes politiske og økonomiske herredømme til nogle bestemte områder. Venstrefløjen kan selvfølgelig vælge den betegnelse, den måtte foretrække, såfremt den mener, at “imperialisme” ikke passer, men vi vil aldrig kunne acceptere en bagatellisering af volden og af det herredømme, der påføres folkeslagene, på vegne af en teoretisk pseudonøjagtighed. Alvorligere er det dog, at en sådan stillingtagen tilskynder førnævnte venstrefløj til at fremme de pågældende regimers propaganda helt til en negationistisk afsporing: Det sker ved at tale om “statskup” for at karakterisere Maidan eller ved at benægte de forbrydelser, som den russiske hær har begået i Syrien. Denne venstrefløj er nået helt til at benægte Assad-regimets anvendelse af sarin-nervegas og har for at sprede sine løgne støttet sig til en mistillid til verdenspressen (som ofte kan være velbegrundet). Det er en ynkelig og uansvarlig holdning, når alle ved, at fremgang for konspirationisme aldrig gavner frigørelsens tilhængere, men derimod det yderste højre og racismen. Hvad krigen i Ukraine angår, så er sådanne tåbelige antiimperialister, hvoraf nogle endda går ind for antifascisme, det yderste højres bekvemmelighedsallierede. Allerede i Syrien havde den radikale højrefløj forsvaret Putin og det syriske regime på grund af disses angivelige aktioner mod islamismen, som havde opildnet den radikale højrefløj til illusioner om overherredømme og drømme om korstog mod Islam. Og det hele skete uden nogen sinde at forstå Assad-regimets ansvar for islamismens vækst i Syrien.
7 – Man bør ikke sidestille Ukraine og Rusland
I Ukraine kender alle aggressorens identitet. Skulle Putins angreb på en eller anden måde være et svar på et pres fra NATO, så udgør det frem for alt en fortsættelse af et imperialt og kontrarevolutionært angreb: Efter at have invaderet Krim, efter at have hjulpet med at knuse opstandene i Syrien (2015-2022), i Belarus (2020) og i Kazakstan (2022) tolererer Vladimir Putin ikke længere vinden fra opstanden – legemliggjort af afsættelsen af den prorussiske præsident under Maidan-opstanden – i de lande, der er under hans indflydelse. Han ønsker at knuse enhver tilbøjelighed til frigørelse, som vil kunne svække hans magt. Heller ikke i Syrien kunne der være nogen tvivl om den, der bar ansvaret for krigen: Bachar al-Assads syriske regime besluttede selv at igangsætte en krig mod befolkningen ved fra demonstrationernes dag ét at beordre politiet til at beskyde, forgifte og tortere demonstranter. Vi kunne godt tænke os (og dengang ville vi have holdt af), at de personer, der forsvarer frihed og lighed, ville være enslydende, når de tog stilling mod de diktatorer, der fører krig mod befolkningerne. Når vi forstår og støtter den appel, der kræver en afslutning på krigen, så insisterer vi på, at det må gøres uden nogen tvetydighed, hvad angår aggressorens identitet. Det er ikke muligt hverken i Ukraine, i Syrien eller noget andet sted at bebrejde almindelige mennesker, at de griber til våben for at forsøge at forsvare deres eget og deres families liv. På et mere generelt plan må vi råde de mennesker, der ikke ved, hvad et diktatur går ud på (uanset at de vestlige lande bliver ved med at udvikle sig i en åben autoritær retning) eller hvad det indebærer at blive bombet, at de bør afholde sig fra at sige til ukrainerne – sådan som nogen gjorde det til oprørerne i Syrien eller i Hong Kong – at de ikke bør anmode Vesten om hjælp eller ønske sig et liberalt eller repræsentativt demokrati som politisk mindstekrav. De fleste undertrykte er ganske klar over det ufuldkommene ved de nævnte politiske systemer, men deres prioritet er ikke opretholdelsen af en fejlfri politisk position, men snarere at overleve morgendagens bombardementer eller ikke havne i et land, hvor et oppositionelt udtryk medfører 20 års fængsel. At føre førnævnte tale om afholdenhed fra vestlig støtte hidrører fra en vilje til at pålægge en situation ens eget teoretiske synspunkt, selvom det slet ikke hører hjemme i situationens kontekst. Det afslører en mangel på forbindelse til felten og et privilegium, som er meget vestligt. Lad os hellere lytte til vores ukrainske venner, som sidste uge kunne fremføre dette citat: “Vi er fast overbeviste om, at den mest ufuldkommene republik er tusinde gange at foretrække frem for det mest oplyste monarki”. [På dansk i ugebrev # 123].
8 – Man bør forstå, at det ukrainske samfund ligesom samfundene i Syrien eller i Frankrig gennemstrømmes af indbyrdes forskellige retninger
Vi genkender uden besvær den fremgangsmåde, der består i udpege en stor fare for at skabe frygt blandt dem, der ville kunne støtte opstanden: Jf. den retoriske inddragelse af en “islamisk terrorisme” i Syrien, som Bachar al-Assad brugte allerede i revolutionens første dage; i dag er det så “nazismen” og “ultra-nationalismen” som kolporteres af Putin og hans allierede. Selvom vi mener, at denne propaganda overdrives med vilje og ikke bør tages for pålydende ubeset, så tilskynder erfaringerne fra Syrien os til ikke at undervurdere de reaktionære elementer i de folkelige bevægelser. I Ukraine spillede nogle ukrainske nationalister, der somme tider var fascister, en vigtig rolle i demonstrationerne på Maidan og ligeledes i den krig med Rusland, der fulgte efter. Endvidere har nogle af dem såsom Azov-bataljonen haft glæde af det, og de har kunnet tilslutte sig de regulære hærenheder. Det indebærer ingenlunde, at hele det ukrainske samfund (eller blot en større del af det) er fascistisk eller ultra-nationalistisk. Det yderste højre opnåede ikke mere end 4% af stemmerne ved de seneste valg, mens den ukrainske præsident, der er jøde og russisktalende, blev valgt med 73%. Under oprøret i Syrien var islamisterne marginelle i begyndelsen, men opnåede siden en voksende betydning bl.a. takket være støtte udefra, hvad der tillod dem at få overhånd på det militære område til skade for bevægelsen i civilsamfundet og for de mere progressive aktører. Over alt (utvivlsomt i Frankrig i dag) udgør det yderste højre en trussel mod udvidelsen af demokratierne og revolutionerne i samfundet. I Frankrig forsøgte det samme yderste højre at vinde hævd under de Gule Vestes opstand. Og da den blev nedkæmpet, skete det takket være tilstedeværelsen af egalitære positioner samt af libertære og antifascistiske aktivister, og ikke takket være dagligstuernes kommentatorer. Bemærk at forsvaret for den folkelige modstand (i Ukraine såvel som i Rusland) ikke indebærer, at man skal være naiv over for det politiske regime, der er rundet af Maidan. Man kan ikke sige, at Janukovitjs fald skete som følge af en sand udvidelse af det direkte demokrati og af et egalitært samfund, sådan som vi ønsker dem for Syrien, Rusland, Frankrig og over alt i verden. Nogle ukrainske aktivister benytter udtrykket “den stjålne revolution” for tiden efter Maidan, og det er et udtryk, der er velkendt for os. Men udover at give megen plads for ultra-nationalisterne, så er det ukrainske regime blevet opbygget af aktører, heriblandt nogle oligarker, der har villet forsvare deres egne økonomiske og politiske interesser og udbrede en kapitalistisk model af neoliberal og uegalitær karakter. Selvom vores kendskab til forholdene på dette område er begrænsede, så kan vi vanskeligt tro, at det ukrainske regime skulle være helt uden ansvar for tilspidsningen af spændingerne til de separatistiske regioner. De revolutionære, der var aktive i felten i Syrien, undlod ingenlunde at formulere en voldsom kritik af de valg, som den politiske opposition tog på mødet i Istanbul. Og vi beklager fortsat, at den ikke tog hensyn til de berettigede krav fra mindretallenes side såsom kurderne. Tilstedeværelsen af et neoliberalt regime og af elementer med en fascistisk orientering udgør ingredienser, som man vil kunne genfinde i alle vestlige demokratier. Selvom frigørelsens fjender ikke skal undervurderes, så udgør de ingenlunde en grund til ikke at forsvare den folkelige modstand mod invasionen. Tværtimod, så opfordrer vi jer til at støtte de mest progressive, selvorganiserede deltagere, sådan som vi også ville have ønsket, at det havde været tilfældet under den syriske revolution.
9 – Man bør støtte den folkelige modstand i Ukraine og i Rusland
Som det er blevet bevist af de arabiske revolutioner, af de Gule Veste eller af Maidan, så er opstande i det 21. århundrede ikke ideologisk “rene” og vil heller ikke blive det. Selvom vi forstår, at det må være mere betryggende og stålsættende at identificere sig med magtfulde (og sejrrige) aktører, så kan vi ikke forråde vores elementære principper: Vi opfordrer den radikale del af venstrefløjen til at lægge de gamle synspunkter fra sig, så de teoretiske positioner kan få med virkeligheden at gøre. Det er altid virkeligheden, der bør rette på positionerne, og ikke omvendt. Det er så derfor, at vi i Ukraine opfordrer til først og fremmest at støtte de initiativer, der kommer nedefra: Initiativerne i retning af selvforsvar og selvorganisering, der er dukket op nu. Man vil da opdage, at de folk, der organiserer sig selv, meget ofte faktisk formår at forsvare radikale opfattelser af demokrati og social retfærdighed. Også selvom sådanne basisaktivister ikke kalder sig “venstreorienterede” eller ”progressive”. Vi mener tillige, sådan som mange russiske aktivister også opfordrer til, at en folkelig opstand i Rusland kunne være medvirkende til at bringe krigen til ophør, således som det skete i 1905 og i 1917. Når man først får øjnene op for omfanget af undertrykkelse i Rusland siden krigens begyndelse (med titusinder af aktivister i fængsel, censurering af medierne, afbrydelser i de sociale medier og måske snart en nedlæggelse af adgangen til internettet), kan man slet ikke undgå at håbe på, at en revolution bringer regimet til fald. Og det for en gang for alle at få standset Putins forbrydelser i Rusland, i Ukraine, i Syrien og andre steder. Sådan er det også gået for Syriens vedkommende, hvor internationaliseringen af konflikten ikke har medført nag over for de iranske, russiske eller libanesiske folkeslag, men snarere en fornyet tro på Bachar al-Assads fald som følge af de tre nævnte folkeslags oprør. Akkurat ligesom vi satser på radikale omvæltninger og radikale udvidelser af demokrati, ret og lighed i USA, i Frankrig og i ethvert andet land, som bygger deres magt på undertrykkelsen af andre folkeslag eller af en del af deres egen befolkning.
10 – Vi bør opbygge en ny internationalisme nedefra.
Selvom vi er radikalt imod alle imperialismer og alle moderne former for fascisme, så mener vi også, at vi ikke kan begrænse os til at have antiimperialistiske eller antifascistiske holdninger. Selvom de skyldes mange slags ydre vilkår, så risikerer de også at begrænse den revolutionære kamp til at have et negativt perspektiv og blot være en reaktiv tilstand og en permanent modstandskamp. Vi mener, at et positivt og konstruktivt forslag såsom internationalismen forbliver uundværligt. Det indebærer, at revolter og kampe for lighed må forbindes til hele verden. Der findes en tredje vej mellem NATO og Putin, det er internationalisme nedefra. En revolutionær internationalisme må i dag opfordre til at forsvare den folkelige modstand i Ukraine, ligesom den burde have opfordret til at støtte de syriske lokalråd, modstandskomitéerne i Sudan, de territoriale forsamlinger i Chile, de Gule Vestes rundkørsler eller de palæstinensiske intifadaer. Vi lever givetvis i skyggen af en arbejderinternationalisme, der var støttet af stater, partier eller store organisationer, og som var i stand til at opnå virkelig indflydelse på internationale konflikter som i Spanien 1936, i Vietnam og Palæstina i 1960erne og 1970erne. I dag, og det er overalt i verden uanset, om det er i Syrien, Frankrig eller Ukraine, må vi savne frigørende kræfter, der er omfattende og forsynede med et til opgaven svarende materielt grundlag. Mens vi afventer fremkomsten af revolutionære organisationer, der søger støtte i lokale initiativer inden for selvorganisering, hvad der forekommer at være på spil i Chile, så må vi forsvare en internationalisme, som støtter de folkelige opstande og modtager alle former for eksil. Også på dette område må vi forberede jordbunden for internationalismens sande tilbagevenden, hvad der en dag – håber vi – atter vil kunne tilrettelægge, en anden retning, så den kan ses og forstås samt udgøre et alternativ til de vestlige kapitalistiske demokratiers modeller og til den russiske og kinesiske kapitalismes autoritetsdyrkelse. En sådan tilgang ville i Syrien givetvis have hjulpet revolutionen til at opretholde en demokratisk og egalitær farve. Og måske også kunnet bidrage til en sejr. Så det er ikke udelukkende af etiske grunde, at vi er internationalister, men også ud fra den revolutionære strategi. Vi forsvarer derfor nødvendigheden af at skabe forbindelser og alliancer mellem de selvorganiserede kræfter, der virker for frigørelsen af alle uden nogen skelnen. Det er det, vi kalder en internationalisme nedefra, folkeslagenes internationalisme.
FORSLAG TIL NOGLE POSITIONER, DER BØR TAGES I FORBINDELSE MED DEN RUSSISKE INVASION AF UKRAINE: – Total støtte til den folkelige ukrainske modstand mod den russiske invasion. – Målrettet støtte til de selvorganiserede aktører, der forsvarer frigørelsens positioner i Ukraine, og det gennem donationer, humanitær hjælp og udbredelse af deres krav. – Støtte til de progressive kræfter i Rusland, der er imod krigen og imod regimet, samt udbredelse af kendskabet til deres positioner. – Modtagelse af de ukrainske eksilerede og organisering af møder, så de kan komme til orde. – Bekæmpelse af alle forsøg på forsvar af Putin og endnu mere når de foregår inden for venstrefløjen (krigen i Ukraine må være anledningen til definitivt at gøre op med lejrtænkning og virilisme). – Bekæmpelse af den diskurs, der forsvarer NATO af ideologiske grunde. – Forkastelse af enhver støtte til de aktører i Ukraine og andre steder, der forsvarer en ultra-nationalistisk, xenofobisk og racistisk politik. – Permanent kritik og mistro til NATOs aktioner i Ukraine og andre steder. – Der må lægges pres på regeringerne (ved demonstrationer, aktioner, bannere, møder, underskriftsindsamlinger osv), så kravene fra de selvorganiserede aktører i felten kan vinde hævd. – Det er desværre ikke så meget, men det er alt, hvad vi kan foreslå, så længe der ikke gives selvstændige kræfter her og hisset, der kæmper for lighed og frigørelse og som kan være i stand til at fremskaffe en økonomisk, politisk og militær støtte og følge op på den. – Vi håber oprigtigt, at disse positioner denne gang vil kunne blive fremført af mange. Sker det, vil vi være ovenud lykkelige, alt mens vi bærer på mindet om, at det langtfra var tilfældet for Syriens vedkommende, og det kom det til dyrt at stå.
Den Syriske Kantine i Montreuil og holdet bag Folkeslagene Vil / Les Peuples Veulent.
Redaktionel note: Se samme grupperinger i fvores ugebrev d.4. oktober 2019: "Folkeslagene vil regimernes fald" Se også Malu Halasa, Zaher Omareen og Nawara Mahfoud red., Syria Speaks – Art and Culture from the Frontline, London: Saqui Books, 2014.